Hvad vil det sige
Kvindekrisecenter Bornholm blev startet af frivillige og er fortsat i høj grad afhængig af frivillige kræfter. Vores frivillige sørger for, i et tæt samarbejde med de ansatte, at der altid er nogen klar til at tage imod kvinder, der har behov for at komme i sikkerhed, og at der altid er nogen at tale med for kvinderne, der bor på centret.
Som frivillig forpligter du dig til at tage mindst to vagter om måneden, som du selv skriver dig på. Det kræver ingen ”særlige” forudsætninger at være frivillig andet end, at du er fyldt 23 år og at du har værdier og menneskesyn, som matcher kvindekrisecentrets. Vi sætter stor pris på forskelligheden hos vores frivillige kvinder, for vi tror på, at det giver god mulighed for, at vores beboere møder nogen, de kan tale med og har noget til fælles med. Vi ser dog gerne, at du har en vis robusthed.
Vagterne ligger på forskellige tidspunkter af dagen, men fordeler sig på formiddag, eftermiddag, aften og nat.. Vi ved, at det betyder meget for vores kvinder, at der er andre, der gør en frivillig indsats for dem. At der er nogen at snakke med, hvis behovet opstår, eller bare en i huset, man kan henvende sig til, hvis nødvendigt.
Som frivillig får du en mappe, en ”Den frivilliges ABC”. Den hjælper dig med mange praktiske spørgsmål, som opstår, og til at være godt forberedt til at hjælpe.
Inger, frivillig siden 2009
Hvorfor blev du frivillig?
Jeg var stoppet med at arbejde. Jeg har arbejdet med mennesker hele mit liv, og jeg savnede at gøre noget for nogen
Hvordan var det at starte som frivillig?
Det var spændende. Jeg følte mig godt klædt på til mine første vagter på grund af følvagterne( vagter, hvor nye frivillige følger erfarne frivillige). Jeg havde læst mappen Vagternes ABC og tænkt over og fået svar på mine spørgsmål. Jeg var nok nervøs ved udsigten til at skulle tage imod en kvinde på min første vagt, men der var en god stemning, og det var trygt, så jeg følte mig forberedt og ikke kastet ud i noget.
Hvad får du ud af at være frivillig?
Jeg synes det er spændende og berigende at møde vores kvinder. Jeg synes, det er dejligt at hjælpe nogle kvinder, der har brug for hjælp. Jeg synes, det giver mening. Man skal ikke tro, at man skal løse deres problemer. Det skal man ikke. Man skal bare være tilstede og lytte.
Vil du anbefale andre at blive frivillig?
Ja, hvis man er interesseret i mennesker. Man skal have overskud til andre og lyst til at gøre en forskel.
Raya, frivillig siden 2015
Hvorfor blev du frivillig?
Det føltes rigtigt. Beslutningen kom stille og roligt, faktisk cirklede jeg om den et lille års tid, hvor jeg læste artikler og kiggede på krisecenterets hjemmeside. Jeg skulle føle efter om jeg kunne rumme ansvaret og være objektiv og fordomsfri. Jeg har en vis livserfaring, og kan jo godt have lyst til at sige ”gør sådan og sådan”. Det skal man ikke på krisecenteret. Man skal ikke komme med løsninger, man skal lytte og bare være der.
Hvordan er det at være frivillig?
Det er meget givende og har været meget positivt. Jeg har også lært en del om mig selv. For eksempel at jeg kan håndtere pressede situationer bedre end jeg troede. Og jeg kan tage nattevagter! Jeg sover ellers ikke godt ude af min egen seng. De kvinder, vi møder, er meget forskellige. Derfor kan man heller ikke komme med en entydig opskrift på, hvordan man skal være på en vagt. Nogle kvinder er meget snakkesaglige, andre kommer næsten ikke ud af deres værelser. Nogle er pressede, andre er ikke. Jeg er så imponeret over kvinderne, der også har overskud til deres børn.
Hvad skal man tænke over, hvis man tænker på at blive frivillig?
Hvor i livet står du? Det skal man tænke over. Har man overskuddet til at overskue andres problemer og lægge egne problemer til side, når man er på vagt. Og det vigtigste: kan du være omsorgsfuld og fordomsfri. Også i mødet med kvinder fra andre kulturer. Som frivillig bliver du til gengæld del af det sociale liv på krisecenteret. Det er en fantastisk gave at være sammen med andre, der giver så meget af sig selv.
Hvordan bliver man frivillig
Hvis du er interesseret i at blive frivillig på krisecentret, er du velkommen til at kontakte os og aftale et besøg, så du kan se og høre mere om stedet og opgaverne. Dernæst kommer du med i en gruppe, og får du en række ”føl-vagter”, helst sammen med en fra din gruppe. Vi anbefaler, at man har 4 følvagter, så man lærer huset og rutinerne at kende, og man bliver ikke sat på vagt alene, før man føler sig tryg med det.
Ønsker du at blive frivillig, kan du enten ringe til kontoret på tlf. 56 95 18 30 eller skrive en mail til info@krisecenter-bornolm.dk, så kontakter vi dig.