Kvindekrisecenter Bornholm bygger helt nyt hus

Kvindekrisecenter Bornholm har fået den unikke mulighed at bygge Danmarks første nybyggede kvindekrisecenter ved hjælp af en flot donation på 36.5. mio. kr. fra Den A.P Møllerske Støttefond.

Vi glæder os til at kunne tilbyde voldsudsatte kvinder og børn optimale rammer, hvor de kan komme sig, blive hele mennesker igen og genoptage det liv, de havde, inden de blev udsat for vold. 

Bornholm skal kunne tilbyde beskyttelse til voldsudsatte kvinder og børn. Som en del af Servicelovens §109 skal kvindekrisecentret tage imod kvinder og børn fra hele landet, ligesom bornholmske kvinder kan tage ophold på et krisecenter et andet sted i Danmark. 

Vi er ved at skabe et kvindekrisecenter, som er bygget netop til denne målgruppe, hvor blandt andet sikkerhed, overvågning, ro og natur er omdrejningspunkter og sender et signal til de voldsudsatte kvinder og børn om, at vi tager dem alvorligt. De fortjener den største respekt, støtte og hjælp. 

Vi har samlet en række spørgsmål og svar her:

Hvad er status på byggeriet?

Der er nedsat styregruppe og projektgruppe samt identificeret matrikel i Rønne. Derudover er der ansat en projektleder og en bygherrerådgiver på projektet. Tidsplanen tilpasses løbende, men vi håber at kunne flytte ind i sommeren 2026. 

Hvor skal kvindekrisecentret bygges henne?

Bornholms nye kvindekrisecenter skal bygges i Rønne på en matrikel, som er centralt placeret i forhold til hospital, politi og transport, samt indkøb, daginstitutioner mv. Kvindekrisecenteret har i samarbejde med Bornholms Regionskommune fundet en matrikel, som forventes offentliggjort i maj 2024. 

Er det ikke ret få pladser?

Det nye kvindekrisecenter får plads til i alt seks kvinder med børn. Det antal vurderer bestyrelsen og fagpersonalet er nødvendigt for at imødekomme de henvendelser, vi får.

Skal der bygges et helt nyt kvindekrisecenter?

Der er behov for et helt nyt hus, bygget med fokus på optimale forhold for voldsudsatte. Vi bygger et hus, hvor kvinderne og deres børn tilbydes tidssvarende rammer, sammenlignet med det eksisterende kvindekrisecenter. Alle får et rummeligt værelse med plads til evt. børn, samt eget bad og toilet. Vi har sammen med arkitekt og fagpersonale fokus på lyd, lys og privatliv, samt adgang til fællesskab, velfungerende fællesarealer og natur. Vi ønsker at efterleve alle henstillinger fra kvindekrisecenterets myndighed, Socialtilsyn Hovedstaden. 

Er det farligt at være udsat for vold?

Ja, det er farligt, og faren er ikke drevet over, når kvinder og børn tager den store beslutning at flytte på kvindekrisecenter. Det nye kvindekrisecenter får et sikkerhedssystem, som er integreret og planlagt helt fra de første tegninger, og som på den måde skal give alle beboere ro og en følelse af sikkerhed. Se nærmere her om vold og forskellige former for vold, samt hvad du kan gøre.

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte projektleder Katja Sofie Tolstrup på katja@krisecenter-bornholm.dk eller daglig leder, Ingrid Funch Jørgensen på ingrid@krisecenter-bornholm.dk 

Kvindekrisecenter Bornholm

Haslevej 64, 3700 Rønne

info@krisecenter-bornholm.dk

Tlf: 56 95 18 30

Kvisten

kvisten@krisecenter-bornholm.dk

Tlf: 61 14 18 30