Kvindekrisecenter Bornholm blev grundlagt i 1991 med det formål, at yde midlertidig og anonym beskyttelse til kvinder og børn, der måtte have brug for det. Og det gør vi stadig i dag. Krisecenteret blev startet af en gruppe frivillige, der så, at behovet var der, og det er stadigvæk samme forening, der står bag Kvindekrisecenter Bornholm i dag. Vi har døgnåbent og døgnbemanding, og udenfor normale åbningstider, i weekender og helligdage vil du derfor møde de mange frivillige bag krisecenteret, når de tager vagter.
Kvindekrisecenter Bornholm har en socialrådgiver, en pædagog og en daglig leder ansat. Det er selvfølgelig dem, du har mest kontakt med, og de vil hjælpe dig og dine børn med at komme godt videre i livet og få den hjælp, I har behov for. Vores ansatte tæller også en sekretær og en rengøringsassistent.
Ingen kommer ind på krisecenteret uden at have ringet på først. Vi har videoovervågning, så ingen lukkes ind uden at vi ved, hvem det er. Vi har desuden god kontakt til politiet, der altid er klar til at hjælpe os, og det er også muligt at skaffe overfaldsalarmer til de kvinder, der er særligt udsatte.
Kvindekrisecenter Bornholm er del af den landsdækkende organisation for kvindekrisecentre, Lokk. Lokk arbejder for bedre forhold for landets voldsramte kvinder og børn, med oplysning om vold og æresrelateret vold, med at sikre krisecentrene de bedst mulige arbejdsbetingelser, og for at styrke samarbejdet krisecentrene imellem. Både i Danmark og i Norden.
Læs mere på www.lokk.dk
Kvindekrisecenter Bornholm er en forening. Foreningens bestyrelse tegner krisecenteret, og har det overordnede ansvar for, at vi lever op til vores forpligtelser for de kvinder og børn vi har boende. Her kan du læse mere om og møde Kvindekrisecenter Bornholms bestyrelse.
Udover værelserne, så har vi gode, store fællesområder. Vi har fælles toiletter og badeværelser, ligesom køkkenet også er fælles. Til gengæld har vi to. Vi har også en stor, fælles spisestue og dagligstue, børneværelse fyldt med legetøj og teenageværelse. Krisecenteret har også en stor indhegnet have med legehus, gynge, trampolin og meget mere.
Det er meget vigtigt for os, at du føler dig hjemme hos os, for vi ved, at du har nok af andre ting at bruge kræfter på. Derfor gør vi en særlig indsats for at sikre, at du og dine børn kender jeres rettigheder og får opfyldt jeres behov indenfor vores område.
På krisecentret tilbydes du psykologhjælp, hvis du har behov for det. Vi er også klar med psykologhjælp til dine børn. Vores daglige leder er uddannet i at hjælpe med terapeutiske samtaleforløb, så vi er klar til at hjælpe dig videre i livet på mange måder.
Du vil få tilknyttet en kontaktperson blandt en af Krisecentrets socialfagligt ansatte. Din kontaktperson vil være en slags tovholder på dit liv for en periode, og være den som hjælper og støtter dig undervejs. Der kan være mange spørgsmål der dukker op: Hvor skal jeg bo? Hvad med mine ting? Hvad skal jeg leve af? Hvordan med mine børns skolegang? Hvad har jeg ret til? Hvad siger kommunen? Hvad siger statsforvaltningen? Vi er klar til at hjælpe. Men altid kun i det omfang du ønsker at blive støttet.
Vi har også mulighed for at tilbyde dig kontakt til en advokat, økonomisk rådgivning og familierådgivning. Alt er i første omgang gratis. Din kontaktperson vil kunne støtte dig i op til seks måneder efter du er flyttet videre fra krisecenteret.
Du kan læse mere om dine rettigheder her. Læs mere.
Læs Annebeth Gjessings tale ved krisecenterets 10 års jubilæum 2001
Vi må ikke være historie-løse!
Derfor dette – bygget op, som taget ud af et af de bedste eventyr – med megen stærk symbolik!
H.C. Andersen skrev eventyret om ”Den grimme Ælling” – som gik så grueligt meget igennem – for til sidst – når foråret kom – blev forvandlet til en smuk svane, der fløj ud i verden ! – Husker I eventyret ??
Omskrevet er vores historie denne – og det er ganske vist!
Engang for længe siden – i år 1815 blev Louise Rasmussen født i København af en fattig tjenestepige. Faderen ukendt ….
Hun blev senere gift med Kong Frederik VII ( grundlovsfaderen). Gift til venstre hånd – ikke accepteret af adelen og borgerskabet.
Louise Rasmussen glemte ikke sine rødder, selv om kongen adlede hende og gav hende titlen ”Grevinde Danner”.
Derfor byggede hun bl.a. stiftelsen ”Dannerhuset”, der ligger midt inde i København.
Ideen var – og er stadig – at hjælpe kvinder i nød.
Grevinde Danner var den grimme ælling, der gik så grueligt meget igennem – men rejste sig som en smuk svane – og gav omsorgen for andre kvinder i arv!
Vi springer så ca. 100 år frem i tiden. Ca. 1979.
Dannerhuset skulle sælges – grunden var meget værdifuld. De ”vise fædre” i København havde glemt alt om ”arven efter Grevinde Danner”.
Da rejste Grevinde Danners arvtagere – rødstrømperne – krav om at respektere arv og bibeholde den i Grevinde Danners ånd.
Efter meget kamp og mediebevågenhed lykkedes det at oprette Dannerstiftelsen for voldsramte kvinder. Jeg var med i èn af de mange hjælpegrupper den gang.
På samme tid – i begyndelsen af 1980’erne – blev der afholdt et foredrag på det gamle Missionshotel i Rønne med Else Kristensen fra Dannerstiftelsen som indpisker. Målet var at få et krisecenter etableret også i Rønne.
Jeg glemmer aldrig den aften. Det var Dansk Kvindesamfund, der tog dette initiativ. Mange af øens fremmeste kvinder var til stede.
Der var is i lokalet.
Dette problem eksisterede aldeles ikke her på øen. Det var bare et Københavnerproblem. Total afvisning.
Der blev lagt låg på – sagen blev fejet ind under gulvtæppet.
I foråret 1989 tog LO’s ligestillingsudvalg initiativet til en konference om problemstillingen.
Var tiden mon nu endelig moden til at ”man” ville erkende og anerkende problemet – samt at gøre noget ved det – også ude i den yderste periferi i Danmark – langt fra København ??
Jeg tog med kyshånd imod et tilbud om at sidde i panel på afbud fra social udvalgsformanden i Allinge-Gudhjem Kommune.
Jeg brugte groft og uhæmmet denne enestående lejlighed.
Jeg meldte klart ud, hvad jeg personligt mente var nødvendigt !
Uden at have fået grønt lys fra min borgmester!
Endelig blev startskuddet givet !
Mange kvinder sagde, at NU skulle vi have et krisecenter for voldsramte kvinder – også på Bornholm.
Mange arbejdede på sagen. Mit bidrag var bl.a. at bringe dokumentation op i dagslyset.
Den daværende politimester vedkendte sig ikke problemet – det var bare husspektakler ! Den menige politibetjent sagde noget ganske andet – men hvor skulle kvinderne sendes hen ??
Jeg husker en samtale, jeg havde med daværende amtsborgmester Jens Brandt, der sagde … ”gå bare videre, selvfølgelig er der behov!”
Andre i min politiske verden frarådede mig kraftigt at satse på denne sociale og meget vedkommende sag.
Det handler jo netop om respekten for kvindens integritet – at bryde den sociale arv – samt at give børnene til den voldsramte kvinde et nyt liv – et nyt håb – en ny social arv !
Jeg stod heldigvis fast – og blev valgt til Amtsrådet i 1990. Det var en hård tid – hvem var ven – hvem var fjende ? – Og derfor vil jeg her benytte lejligheden til at nævne den nu afdøde Dora Mogensen – for uden hendes personlige opbakning til mig, havde jeg nok ikke stået distancen ! Hun var virkelig en ven! Tør jeg sige: Hun viste virkelig ”søstersolidaritet”.
Efter megen turbulens og økonomiske trakasserier osv. fik vi endelig stablet ”Projekt Krisecenter Bornholm” på benene efter konceptet: Frivillige vagter med døgndækning.
Og Bornholms Amt stillede – omsider – 2. sals kvistlejligheden i Lille Madsesgade til vores rådighed og deltog i finansieringen med en fjerdedel. Resten kom fra Socialministeriet – og Kommunerne ”stod af”!!
Frivillighedskonceptet leverede Lene Lassen – èn af de mange ildsjæle – og hun blev da også vores formand i den første periode.
Men endelig kunne vi åbne 2. maj 1991 i Lille Madsesgade under trange vilkår. Nogle af os kan stadig huske forholdene.
Men …. hvor der var hjerterum var der også husrum.
Resten af historien kende vi alle. 10 – årsdagen i onsdags markerede især for os ”gamle”, at det nyttede noget at gå på barrikaderne.
Vi gjorde en forskel – og det gør vi alle sammen stadig!
”Den grimme Ælling” fløj foråret i møde den 2. maj 1991.
Smuk og stærk ”svævede” denne svane en ny fremtid i møde.
Symbolikken er klar og ringen er sluttet. Grevinde Danner ville have frydet sig over os!
Altså: Fra Dannestiftelsen i 1880’erne – hen over rødstrømpernes DANNERHUS i 1980 – til vores eget hus i 1991 – og hele tiden med kvinders vilkår som det bærende element og som den røde tråd.
Ligeledes har vi i de 10 år vi har eksisteret sendt mange ”Grimme Ællinger” ud i livet som smukke svaner!
Og det vil vi fortsætte med – desværre!!
Og derfor vil jeg give jer det sidste afsnit af eventyret ”Den Grimme Ælling” som højtlæsning:
”Da følte den sig ganske undselig, og stak hovedet om bag vingerne, den vidste ikke selv hvad! Den var alt for lykkelig, men slet ikke stolt, thi et godt hjerte bliver aldrig stolt ! …….
Den tænkte på, hvor den havde været forfulgt og forhånet, og hørte nu alle sige, at den var den dejligste af alle dejlige fugle; og syrenerne bøjede sig med grenene lige ned i vandet til den, og solen skinnede så varmt og så godt; da bruste dens fjer, den slanke hals hævede sig, og af hjertet jublede den: ”Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme Ælling”!
Annebeth Runge Gjessing 4. maj 2001
Læs Annebeth Gjessings tale ved Krisecenterets 25 års jubilæum 2016
Her sammenlignede jeg vores kvindekrisecenter med H.C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling” Den gik så meget grueligt igennem – blev ikke anderkendt – blev kanøflet – blev overset – blev ikke anset for værdig til hønsegårdens fællesskab.
Og jeg sluttede med ordene: vi gjorde en forskel, og det gør vi alle sammen stadig. Så vores ”grimme ælling” fløj foråret i møde den 2. maj 1991.
Symbolikken er klar og ringen sluttet. Grevinde Danner ville have frydet sig over os.
Altså: fra Dannerstiftelsen i 1880’erne, -henover rødstrømpernes Dannerhuset i 1980 til vores eget hus i 1991.
Hele tiden med kvinders vilkår som det bærende element.
Ligeledes har vi i de 10 år, vi har eksisteret, sendt mange ”grimme ællinger” ud i livet som smukke svaner.
25 år er gået siden opstart i en lille, ydmyg lejlighed i Ll. Madsesgade efter en svær fødsel. I 1997 flyttede vi ud på Haslevej og fik ansat daglig leder Dorte Scharling, som ikke kun satte fokus på de kriseramte kvinder – men også satte fokus på de medfølgende børn. Børnene skulle selvfølgelig også inddrages i helingsprocessen. Og derved kunne børnene være med til at bryde den sociale arv – forhåbentlig !
Men også vores kontorassistent Gitte Madsen blev snart ansat. Gitte er en absolut nødvendig medarbejder og med tidens krav til det omsiggribende parpirarbejde og regnskabsføring m.v. er hendes arbejsindsats uvurderlig.
Også på rengøringssiden fik vi ansat personale. I dag varetages denne funktion af Käte Jensen. En stor opgave i et stort hus med mange beboere og deres børn. Altid er huset rent og pænt, for ikke at nævne hendes omsorg for potteplanter ude og inde. Det er en glæde for kvinderne, børnene, ansatte og os frivillige.
Da så Dorte gik på pension for et par år siden fik vi Ingrid Funch Jørgensen som daglig leder og vi har lige fastansat Maj-Britt Jul som socialrådgiver. Så fra ingen ansatte til 4 ansatte på 25 år er da ikke så ringe med den opgave, der skal løftes.
Så – jo – vi har udviklet os – vi har fulgt med tiden, men det er stadig Kvindekrisecentrets frivillige, der er centrets bærende kraft og rygrad !
Fordi – uden denne indsats havde vi f.eks. ikke kunnet tilbyde døgndækning hele året rundt – for vi ved jo alle, at en institution med døgndækning koster det offentlige ”en million/milliard” !!
Vi – som frivillige – skal også hele tiden følge og forholde os til de forskellige tendenser i tiden.
Voldsbegrebet var tidligere ”bare øretæver, bank, blå øjne, et fald ned ad trappen, gået ind i en dør – eller bare husspetakler”.
Nu er voldsbegrebet udvidet med begreber som fysisk/og eller psykisk vold – seksuel vold – økonomisk vold – elektronisk vold – latent vold – reel voldtægt og kærrestevold.
En anden tendens i tiden er kvinder med anden etnicitet, der opsøger Kvindekrisecentre over hele landet. Dette skal vi også forholde os til og håndtere.
Og det gør vi hver især på vores facon, men altid med det mantra: uden fordomme at komme kvinden og børnene i møde på deres præmisser med forståelse og empati.
Vi er – som frivillige – altid ambulancetjenesten. Altid til stede med tid til samtale – en skulder at græde ud ved – grine sammen – dele en cigaret på trappen m.v.
Alt det, som det ansatte personale ikke altid har tid til – også fordi de jo ”går hjem” hen på eftermiddagen og ikke er der i week-enderne.
—
Noget af det, vi også sætter uendelig pris på, er alle de donationer, vi i tidens løb har modtaget.
Disse donationer er med til at gøre en ikke uvæsentlig forskel for vore kvinder og deres børn. Vi hører tit om vore beboeres glæde over de ”overraskelser” vi videreformidler til dem.
Derfor en stor tak til alle jer, der i tidens løb har doneret mangt og meget.
Også en stor tak til Regionskommunen, Politiet, og øvrige offentlige samarbejdspartnere for at I har godtaget Krisecentret som en ligeværdig medspiller i løsningen af problematikkerne.
Tja – meget kunne siges i et tilbageblik over de forgangne 25 år. Dog vil jeg blot sige dette til Centrets frivillige:
Vi er Grevinde Danners arvinger. Vi har forvaltet hendes arv og tankegods med ansvar, respekt og glæde.
Vi kan godt ranke ryggen og være stolte af vores værk.
Vi gjorde en forskel – og vil fortsat gøre en forskel for voldsramte kvinder og deres børn.
Og når vi får tilbagemeldinger fra kvinderne, der er kommet godt videre i livet – så er det den største glæde ved at være frivillig !!
25 år er gået – fra den lille lejlighed i Ll. Madsesgade til Huset her. Det har været en besværlig – begivenhedsrig – berigende tur med mange sorger, men også mange glæder for os frivillige sammen med vore kvinder og deres børn.
Jeg har dog stadig ønsker for fremtiden: Et lidt større hus med udslusningslejlighed. Behovet er der. Det kan dokumenteres i vores årsberetninger, hvor vi desværre nogle gange må afvise kvinder og børn.
Det skærer i hjertet hver gang !
Også ”det sociale tilsyn” under Social-og indenrigsministeriet synes, at vi bør have en børnemedarbejder – uden at der følger bevillinger/penge med !
Dog er jeg meget bevidst om omkostningerne ved disse ønsker for fremtiden.
Men jeg kan jo vælge at se positivt også på denne udfordring, fordi det er en indikation på, at Kvindekrisecentrene i Danmark e r blevet en absolut anderkendt og uundværlig faktor i at være med til at løfte tunge, sociale problematikker.
Tak !
Rønne, den 2. maj 2016
Annebeth Gjessing
Det ændrede sig 2.maj 1991. Det, der dengang hed Bornholms Amt, stillede en 2.sals kvistlejlighed i Lille Madsegade i Rønne til rådighed for det nyetablerede tilbud til kvinder. Her var døgnbemanding af frivillige.
Amtet betalte en fjerdedel af omkostningerne, resten kom fra Socialministeret. Dengang betalte kommunen ikke til tilbuddet.
Siden er meget ændret. Kvindekrisecenter Bornholm bor i dag i en stor ville på Haslevej i Rønne. Driften dækkes af et årligt tilskud fra kommunen, der via Serviceloven er forpligtet til at hjælpe kvinder og børn i nød. Så på den måde dækker Bornholms Regionskommune i dag vores omkostninger, så vi kan hjælpe kvinder og børn i nød, og foreningen og krisecenteret hjælper kommunen med at opfylde sin forpligtelse om at stille hjælp til rådighed.
.
.