Om os
Kvindekrisecenter Bornholm blev grundlagt i 1991 med det formål, at yde midlertidig og anonym beskyttelse til kvinder og børn, der måtte have brug for det. Og det gør vi stadig i dag. Krisecenteret blev startet af en gruppe frivillige, der så, at behovet var der.
Kvindekrisecenter Bornholm har ansat både socialrådgiver, pædagog, og pædagogmedhjælper. Det er selvfølgelig dem, du har mest kontakt med, og de vil hjælpe dig og dine børn med at komme godt videre i livet og få den hjælp, I har behov for.
Ingen kommer ind på krisecenteret uden at have ringet på først. Vi har videoovervågning, så ingen lukkes ind uden at vi ved, hvem det er. Vi har desuden god kontakt til politiet, der altid er klar til at hjælpe os, og det er også muligt at skaffe overfaldsalarmer til de kvinder, der er særligt udsatte.
Kvindekrisecenter Bornholm er del af den landsdækkende organisation for kvindekrisecentre, LOKK. LOKK arbejder for bedre forhold for landets voldsramte kvinder og børn, med oplysning om vold og æresrelateret vold, med at sikre krisecentrene de bedst mulige arbejdsbetingelser, og for at styrke samarbejdet krisecentrene imellem. Både i Danmark og i Norden.
Læs mere på www.lokk.dk
Vi tilbyder
Krisecentret har 4 værelser med plads til i alt 4 kvinder og 6 børn. Når du bor hos os, så bliver dit værelse dit hjem for en tid. Det betyder, at vi ikke blander os i, hvordan du bor, så længe du ikke ryger eller tænder levende lys indenfor. Rygning foregår udenfor nederst i haven.
Udover værelserne, så har vi gode, store fællesområder. Vi har fælles toiletter og badeværelser, ligesom køkkenet også er fælles. Til gengæld har vi to. Vi har også en stor, fælles spisestue og dagligstue, hvos vi også har indrettet en legeafdeling til husets børn. Krisecenteret har også en stor indhegnet have med legehus, gynge, trampolin og meget mere.
Det er meget vigtigt for os, at du føler dig hjemme hos os, for vi ved, at du har nok af andre ting at bruge kræfter på, og kan føle dig fremmed. Derfor gør vi en særlig indsats for at sikre, at du og dine børn kender jeres rettigheder og får opfyldt jeres behov indenfor vores område.
På krisecentret tilbydes du gratis psykologhjælp. Vi er også klar med gratis psykologhjælp til dine børn.
Du vil få tilknyttet en kontaktperson blandt en af Krisecentrets socialfagligt ansatte. Din kontaktperson vil være tovholder på dit liv for en periode, og være den som hjælper og støtter dig undervejs. Der kan være mange spørgsmål der dukker op: Hvor skal jeg bo? Hvad med mine ting? Hvad skal jeg leve af? Hvordan med mine børns skolegang? Hvad har jeg ret til? Hvad siger kommunen? Hvad siger Familieretshuset? Vi er klar til at hjælpe. Men altid kun i det omfang du ønsker at blive støttet.
Vi har også mulighed for at tilbyde dig kontakt til en advokat og familierådgivning. Alt er i første omgang gratis. Når du fraflytter krisecentret, vil de være behjælpelige med at få dig tilknyttet en rådgiver, som kan følge og hjælpe dig i op til 6 måneder.
Historien bag Kvindekrisecenter Bornholm
Bornholm fik sit første kvindekrisecenter i 1991. Forud for det var gået et årelangt slagsmål om hvorvidt der overhovedet var behov for et krisecenter på øen. Mange af centerets frivillige kræfter, der var med dengang, husker, hvordan vold mod kvinder dengang blev betegnet som et københavner-problem, og ikke fandtes på Bornholm. Selv en tidligere politimester mente, at det bare drejede sig om husspektakler. Betjentene på gaden oplevede noget andet, men havde ingen steder at sende kvinderne hen.
Det ændrede sig 2.maj 1991. Det, der dengang hed Bornholms Amt, stillede en 2.sals kvistlejlighed i Lille Madsegade i Rønne til rådighed for det nyetablerede tilbud til kvinder. Her var døgnbemanding af frivillige.
Amtet betalte en fjerdedel af omkostningerne, resten kom fra Socialministeret. Dengang betalte kommunen ikke til tilbuddet.
Siden er meget ændret. Kvindekrisecenter Bornholm bor i dag i en stor ville på Haslevej i Rønne. Driften dækkes af et årligt tilskud fra kommunen, der via Serviceloven er forpligtet til at hjælpe kvinder og børn i nød. Så på den måde dækker Bornholms Regionskommune i dag vores omkostninger, så vi kan hjælpe kvinder og børn i nød, og foreningen og krisecenteret hjælper kommunen med at opfylde sin forpligtelse om at stille hjælp til rådighed.
Bestyrelsen
Vibeke Larsen
Forperson
Pernille Munch
Næstforperson